Vintertræning på ergometer

Om vinteren tilbyder vi træning på romaskiner som alternativ til at ro på vandet. Vi udbyder to typer af hold: ergometertræning og rospinning.

Fælles for begge holdtyper er, at det er intervaltræning på romaskiner (også kaldet ergometer), der afvikles af en instruktør. Træningen foregår i nye faciliteter i vores klubhus, hvor der er plads til 14-15 deltagere på hvert hold – og selve holdstemningen er en god motivationsfaktor når man træner. Intervaltræningen foregår efter et træningsprogram, der er lagt på forhånd, og programmerne kan variere i forhold til tempo og varighed. Det er dog altid en intens og effektiv træningsform, hvor man får styrket størstedelen af kroppens muskler og også forbedret sin kondition.

Hvor ergometertræning ”blot” er en simpel, men hård, form for intervaltræning, så er rospinning træning i takt til musik. Musikkens takt skaber udgangspunkt for træningen, og rospinning ligner på mange måder den type spinning, som de fleste fitnesscentre udbyder. Men i Bryggens Roklub er cyklen udskiftet med en romaskine, og dermed får deltagerne også trænet ryg, mave og arme.

Er du ny?

Det er vigtigt for os, at vores medlemmer bliver ordentligt introduceret til romaskinen og især ro-teknikken. Det er for at undgå skader og for at få det optimale ud af sin træning.

Derfor er der en halv times instruktion før de hold, der er egnede for nye roere. Her vil en instruktør vejlede i ro-teknik, så man er godt klædt på til at deltage i holdtræningen.

Vi forventer, at alle nye roere deltager på instruktionshold, indtil man er “frigivet” af en instruktør. Når man er “frigivet” er man også velkommen til at træne selvstændigt på vores ergometre uden for holdtiderne.

Når vi har afsluttet instruktionsperioden, starter holdene med program til den angivne tid og varer cirka 1 time i alt.

De første to lektioner er gratis, så du kan prøve, om det er noget for dig. Se ‘Bliv Medlem‘ for detaljer om indmeldelse.

Deltagelse på hold

På vores aktivitetskalender kan du se, hvornår vores ergometertræning udbydes.

Alle, der ønsker at deltage på et hold, skal logge ind og booke sig på de ønskede hold. Husk at man skal melde fra, hvis man bliver forhindret i at deltage.

Tilmelding via aktivitetskalenderen er bindende.

Framelding senest kl. 15 ved aftenhold og senest kl. 18 dagen før ved morgen-/formiddagshold.

Ved tre udeblivelser, slettes alle kommende bookinger.

Tid

Træningen begynder på det angivne tidspunkt. Kom derfor i god tid, så du kan nå at klæde om, finde en maskine, få fyldt din vandflaske osv.. Du skal sidde klar, før træningen begynder.

Tøj

Vælg behageligt træningstøj, der giver fuld bevægelighed for især ben, skuldre og arme.

En stram elastikkant i bukserne om maven el. lign. kan være meget generende for vejrtrækning.

Vær gerne iført to lag, så du kan tage det ene af efter opvarmningen.

Brug gamle, behagelige sko (gerne sportssko) der ikke må være for stive.

Ansvar for egen træning

Som instruktører tager vi os af din roteknik og spørgsmål om roning m.v., men du har selv ansvaret for at passe på din krop undervejs. Lad være med at presse mere, end du føler du kan. Sørg for at drikke vand undervejs. Lyt efter din krops signaler, og hold pause hvis du har behov for det undervejs.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål eller andet, er du meget velkommen til at kontakte en af vores instruktører:

Vibe Jørgensen – 20 75 90 45

Michael Olesen – 42 40 88 65